Spring til indhold
Snyd eller flid

Snyd eller flid

Er det snyd at bruge AI til at skabe musik? Debatten fylder. Men måske handler den mindre om teknologien og mere om, hvem der får lov til at skabe.

I årtier har pladeselskaber, producere og professionelle musikere haft monopol på de store produktioner. Nu oplever man, at glade amatører og nørder med AI har fået et værktøj, der vender op og ned på spillereglerne. Nogle kalder det “AI-slop” og frygter en flodbølge af sjælløs muzak. Andre ser det som en demokratisering: Flere mennesker får mulighed for hurtigt og billigt at skabe den musik, de holder af at lytte.

Fra musikstudie til mobiltelefon

En del af sandheden om succes i musikbranchen er økonomi, og gerne en der kan måle sig med en mindre kommunes anlægsbudget. Studier, teknikere og artister, og dermed muligheden for at få afprøvet sine ideer, har ikke været inden for manges rækkevidde. AI har ændret det. Nu kan alle med noget på hjertet og en Suno app — også dem uden adgang til et symfoniorkester — få deres musik ud over rampen. Men adgang er ikke det samme som kvalitet, og det er her, den egentlige diskussion bør begynde.

Smagen er kompasset

Når jeg arbejder med mine sange, er det ikke teknologien, der er i centrum. Det er smagen. Det handler om at fornemme, hvornår en sang er god, og hvornår den er bare er støj. AI er ikke en erstatning for min kreativitet, men en forstærker. Den giver frihed til at fokusere på den gode oplevelse og den giver mig forhåbentlig overskud til at skille det gode fra det middelmådige — kuratering bliver måske vigtigere, end den nogensinde har været.
Hvis musikken har kvalitet, og det har den, når den rører mig, er frembringelsen ikke vigtig.

Musik i fremtiden

At der nu produceres ved hjælp af AI betyder ikke, at jeg fremover kommer til færre koncerter. Jeg vil fortsat ud og opleve, mærke sale rokke, se dirigenter svede og imponeres af sangstemmer. Men samtidig kommer jeg nok til at lytte til mere af min egen og andre amatørers egen musik — og det vil jeg gøre med stor fornøjelse, også selvom jeg ved, den er skabt med hjælp af AI, og at det ikke er levende artister, som fremfører den.

Respekt for håndværket

Min brug af AI er ledsaget af dyb respekt for de musikere, der mestrer deres instrumenter langt bedre end mig selv. Det er deres livslange dedikation og ømme fingerspidser, som AI nu kopierer. Ligeledes komponister og producenter. Uden deres fantasi og kreativitet ville AI intet have at lære af. Også instrumentbyggere, lydfolk, akustikere og mange mange flere. Uden alle dem kunne AI ikke skabe de lydbilleder vi elsker.

AI kan bygge videre på det hele, og det kan alle få glæde af. Men AI kan også bruges til at kopiere, og det er en helt anden snak.